Ulven er kommet?

Der sker spændende og mystiske ting i det nordjyske lige for øjeblikket. Alt tyder på, eller rettere en lille håndfuld ikke særligt skarpe eller tydelige billeder tyder på, at Danmark for første gang i 200 år er hjemsted for en vaskeægte og lyslevende ulv. Ligt midt i oktober så en gruppe fuglekiggere en ulv luske rundt inde i den afspærrede del af Hanstholm reservatet, og selvom kræet var en 5-800 meter væk lykkedes det alligevel at tage nogle billeder. De er ikke imponerende, men de ligner godt nok en ulv - og hvad så nu? Lige siden har diskussionen naturligvis raset - er det en ulv, eller er det en eller anden ulvelignende tamhund, der er stukket af fra en eller anden lokal beboer i området. Der er dem som helt tydeligt kan se det er en ulv, og der er også dem som lige så tydeligt kan se, at det er en tamhund. Der er naturligvis også røster fremme fra dem, som nu mener hele Thy bør spærres af, så ulven kan få fred, ligesom der også er dem der synes "ulve-hippierne" skal dysse sig lidt ned og tænke på hvor farlig sådan en ting er, og naturligvis om det ikke ville være en god ide at få den skudt med det samme. Man frygter ærlig talt hvad en eller anden tåbe monstro kan finde på. Aviserne og en lang række mere eller mindre selvbestaltede eksperter har naturligvis indledt diskussioner om hvor sandsynligt det er, at en ulv fra den nærmeste ulvebestand et godt stykke nede i Tyskland skulle kunne forvilde sig helt op til Hanstholm. Iagttagelser fra både 2011 og 2010 tyder på, at den rent faktisk har været her et stykke tid. Iagttagelserne fra 2011 er også fra Hansted, men fra 2010 er det iagttagelser fra Jels området betydeligt længere nede i Jylland. Det er meget tænkeligt, at det er det samme dyr det drejer sig om. Jeg tror nemlig, at ulvene måske ikke ligefrem har været her længe, men de har ihvertfald adskillige gange tidligere forsøgt sig med kortere eller længere besøg i Danmark. Jeg har indsamlet iagttagelser af ulve, der går helt tilbage til det tidspunkt, hvor den sidste med sikkerhed kendte ulv blev skudt i 1813. Jeg har over 100 iagttagelser, der går tilbage til 1827, og så fordeler de sig ellers op gennem årene til idag. Hvis man plotter dem ind på et kort, fordeler de sig på to meget tydeligt baner op gennem Jylland. Den ene går langs med den jyske vestkyst, op gennem de forskellige klitplantager og militære områder, den anden, og langt den mest velbesøgte går op gennem den jyske højderyg, via skovene omkring Silkeborgsøerne, hvor der er omkring 40 iagttagelser, og videre op til Limfjorden og Thy. Intet af det her udgør naturligvis bevis på, at der er eller har været ulve i Danmark siden 1813.Indicier er vel det bedste man kan sige om dem, men personligt er jeg såmænd ikke i tvivl. Nu venter vi bare på, at den går på den lokkemad, der nu skal lægges ud, så den kan blive fotograferet og artsbestemt med sikkerhed, og derefter på den panik der uundgåeligt vil komme, når det går op for folk, at vi har fået et rigtigt rovdyr tilbage i vores natur.

Spøgelsespræsten og den onde plet

Jons Kapel på vestkysten af Bornholm nord for Hasle, er et af de mest dramatiske landskaber på Bornholm. Det er smukt i sig selv om sommeren, når solen bager, og man hører lyden af glade barnestemmer og talrige turister, der sludrer med hinanden, eller puster, når de skal op ad den lange trappe fra stranden. Men skal man se Jons Kapel, når det er mest imponerende, skal det ske på en kold efterårsdag, hvor en solid vestenstorm hamrer bølgerne ind mod klipperne. Så følger man sig lille og ubetydelig. Der går mange og ret forskellige historier om Jon og hvem han egentlig var, men de fleste er dog enige om, at han var missionær, og formentlig fra England, hvilket vil sige, at han i virkeligheden nok hed John, men lad det nu ligge. I hvertfald skulle han være kommet til Bornholm engang i 1000-tallet, enten som den eneste overlevende af et helt skib af missionærer, som Knud den Store havde sendt til Danmark fra England, eller som ene mand, sendt ud fra St. Michaels kloster i Slesvig i et forsøg på at kristne bornholmerne, som på det tidspunkt åbenbart stadig holdt fast ved den tro på de gamle nordiske guder, som var ved at forsvinde i resten af Danmark. Uanset begyndelsen endte Jon (eller John) altså med at slå sig ned på stranden foran den høje klippesøjle, der stadig bærer hans navn, og her prædikede han det kristne budskab for bornholmerne, og fik dem efterhånden omvendt. Hvor meget af dette der er digt, og hvor meget der er virkelighed, er der hvis ikke rigtigt nogen der ved, men livet har nok været hårdt for den gode Jon, så det er måske ikke så underligt, at han stadig viser sig i den naturligt formede prædikestol, som han brugte, da han var aktiv missionær. Det har ikke været mange forundt at møde Jon her henved 1000 år senere, men de som har, siger alle, at han er noget genert af sig. Står man nede på stranden foran selve klippesøjlen, sker der nemlig af og til, at man ud af øjenkrogen for øje på en mand, der står oppe i åbningen i klippesøjlen, med armene strakt op mod himlen, men ser man derefter direkte på ham, er han der aldrig. Et enkelt øjenvidne, en tysk skolelærer, kom i 1984 formentlig tættere på Jon end andre nogensinde har præsteret. Han var på vej op langs bagsiden af klippesøjlen for selv at kunne se ud over havet fra Jons prædikestol, da han i et kort glimt fik øje på en person, der allerede stod deroppe. Skolelæreren kunne se, at han havde løftet armene, så han gik ud fra, at vedkommende vinkede til familie eller venner nede på stranden. For ikke at trænge sig på, ventede han derfor lidt nede ad stien på, at den anden ville komme ned, så han kunne komme op. Efter fem minutter var der imidlertid intet sket, så skolelæreren klatrede helt op for at spørge, om det dog ikke nu kunne være hans tur til at nyde udsigten. Det var der ingen problemer med, for der var nemlig ingen andre deroppe! Et andet og betydeligt mere uhyggeligt fænomen er en såkaldt ond plet, som også findes ved Jons Kapel. Dens præcise placering er ukendt, men der findes nogle få beretninger fra folk, som på et bestemt sted ved kysten et lille stykke efter klippesøjlen, er blevet overvældet af en pludselig og intens følelse af frygt, og en stærk trang til at springe i havet eller lade sig falde ned på klipperne. Disse følelser er hver gang opstået meget brat, et vidne beskrev det som at tage et skridt ind i et iskoldt værelse, men de er også hver gang forsvundet igen lige så pludseligt, når vidnet har taget sig sammen til at gå et par skridt videre. Fænomenet er meget mærkeligt, men onde pletter er på ingen måde noget ukendt fænomen. De kendes mange steder i verden, blandt andet i England, hvor de som regel forbindes med steder, hvor folk har begået selvmord, uden at der dog nødvendigvis altid er noget belæg for denne sammenhæng.

Spøgelset i Nyord Kirke

Den lille ø Nyord, der er forbundet til Møn med en lille smal ensporet bro, hvor der kun er plads til kørende trafik i én retning af gangen, er et fantastisk sted at besøge, hvis man er naturinteresseret. Om foråret synger talrige lærker over strandengene, det myldrer med brogede vadefugle og svalerne suser rundt på jagt efter insekter. Det stilner lidt af om sommeren, men om efteråret går det løs igen, når tusindvis af gæs og ænder slår sig ned på engene i kortere og længere tid. Men øen har også andre attraktioner at byde på. Først og fremmest den lille idylliske Nyord landsby, der ligger helt ude på den anden side af øen, når man kommer fra Møn. Her er gaderne så smalle og krogede, at alle andre end de lokale beboere og bussen er nødt til at parkere uden for, og gå ind i landsbyen. Her støder man også meget hurtigt på stedet, hvor denne historie egentlig udspiller sig, nemlig Nyords lille særprægede ottekantede kirke. De fleste turister der besøger Nyord by, slår et slag ind i kirken for at beundre dens særprægede facon og det flotte kirkeskib. Og det er her de ind i mellem møder en ældre, lidt rund og smilende halvskaldet mand, der tilsyneladende ikke helt er af denne verden. I sommeren 1986 mødte en engelsk familie, der var på udflugt fra campingpladsen ved Møns Klint, således den lille mand, da de ville aflægge kirken et besøg. Han stod der allerede, og havde rakt hånden ud efter håndtaget, men da han fik øje på dem, smilede han venligt og trådte til side, så de kunne komme først ind. Til at begynde med lagde familien ikke mærke til, om manden var fulgt med dem ind i kirken, men da de lidt efter stod og kiggede på kirkeskibet, så familiens yngste søn, at han gik forbi dem, og hen til alteret. Det mærkelige var dog, at da turistfamilien begyndte at se sig om i selve kirken, var manden forsvundet. Og der er ikke ret mange skjulesteder i Nyord Kirke! De tænkte dog ikke dybere over oplevelsen, før de om aftenen fortalte andre gæster på campingpladsen om deres besøg i kirken, og det viste, at flere andre havde mødt manden, og han også tilsyneladende var forsvundet i den blå luft. Ingen af dem havde dog turde fortælle om det, for de var alle sikre på, at det var noget de havde bildt sig ind. Senere undersøgelser har dog vist, at den lille mand ikke kun var et fænomen fra sommeren 1986. I foråret 1992 blev han set igen, denne gang af et fugleinteresseret par fra Roskilde, der havde besluttet sig for at krydre fugleturen til Møn med en smule kultur. Denne gang kom han muntert fløjtende ind i kirken, nikkede venligt til parret, der stod ude i den ene side af kirken, gik hen til alteret – og forsvandt. ”Det så nærmest ud som om han gik lige igennem væggen,” fortalte manden senere. ”Jeg blev så overrasket, at jeg styrtede ud af kirken og om på den anden side for at se, om der ganske enkelt var en dør han var gået ud igennem. Men det eneste menneske jeg kunne se, var en af de lokale beboere, som kom forbi trækkende med sin cykel, og hun stirrede godt nok temmelig overrasket på mig.” Nyord Kirke er ikke særligt gammel, den blev først indviet i 1846, fordi beboerne var slemme til at skulke fra gudtjenesterne i Stege, hvor de ellers hørte til, så den lille mands historie kan ikke være voldsomt lang. Hvor mange der egentlig har mødt ham, er ikke til at vide, men en københavnsk fugleinteresseret, der som en af de første aflagde besøg på øen, efter den blev ”landfast” med Møn i 1968, fik fortalt af en af han mødte i byen, at hans bedstefar omkring 1920 havde set en mand gå gennem væggen i kirken. Næste gang turen går forbi Nyord Kirke, så hold øje med de andre gæster. Hvis der er en glad fløjtende ældre mand i mellem, så tab ham ikke af syne. Man ved aldrig, om han forlader kirken gennem væggen.

Dr. Dampes spøgelse

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) brød sig ikke om det danske enevælde. I 1820 gik han så vidt som til at kræve, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Danmark om en demokratisk forfatning. Hvis kongen (Frederik d. 6.) sagde nej til denne anmodning, skulle man opfordre hæren til at gøre oprør. Dampe kom dog aldrig særligt langt med sine vidtløftige planer, for allerede ved den første møde i den forening, som Dampe og flere andre havde stiftet, og som skulle arbejde for afskaffelsen af enevældet, blev han arresteret og dømt til døden for majestætsfornærmelse, tilskyndelse til oprør, landsforræderi og flere andre alvorlige forbrydelser. Frederik d. 6. ændrede dog senere straffen til livsvarigt fængsel – og det var på en tid hvor livsvarigt betød præcis det. De første måneder sad Dampe indespærret på Kastellet i København, men senere blev han overflyttet til Christiansø, hvor man vel har ment, at han kunne gøre mindst mulig skade. Dampe kom til at tilbringe næsten 20 år her. Først i 1841 fik han tilladelse til også at færdes på selve Bornholm. Ved tronskiftet i 1848 blev han dog benådet, og fik lov til at færdes frit igen. Samtidig blev han tilkendt en lille pension som erstatning for det meget lange fængselsophold. Hvorvidt Dampe virkelig var en trussel mod kongemagten er svært at sige, men selv mente han, at straffen havde været ualmindelig hård og umenneskelig. Det er muligvis derfor, at han aldrig rigtig har kunnet slippe stedet igen. Selvom Dampe døde i 1867, bliver han stadig set på Christiansø og Frederiksø af og til. Han, eller ihvertfald en alvorligt udseende mand iført en lang frakke, er blevet set tre gange ved det såkaldte Lille Tårn på Frederiksø og en enkelt gang ved Store Tårn på Christiansø, som regel sent om aftenen. En enkelt gang har han dog også vist sig for en 9-årig københavnsk pige ved højlys dag. Det skete en efterårsdag i 1994, da pigen var på et endages besøg med sin familie. Familien havde slået sig ned på kroen for at spise frokost, men pigen havde fået lov til at gå på opdagelse på egen hånd. Efter at have strejfet lidt rundt, var hun endt ved den åbne plads ved Lille Tårn, hvor man kan se over til mågerne på Græsholmen. Der var helt tomt for mennesker, så efter at have kigget lidt ud over havet, bestemte hun sig for at gå tilbage til sin familie. Da hun vendte sig væk fra stenmuren, der vender ud mod havet, opdagede hun imidlertid, at der nu stod en mand næsten lige ved siden af hende, og stirrede ud over havet. Han så ud til at være i meget dårligt humør, så pigen spurgte ham, om han var ked af noget. Først svarede han ikke, men da hun spurgte ham igen, drejede han hovedet og kiggede på hende. Så rystede han ganske stille på hovedet, løftede den ene hånd, og klappede hende forsigtigt på håret. Pigen blev stående ved sigen af ham nogle få øjeblikke mere, men han sagde stadig ikke noget, og da han var begyndt at stirre ud over havet igen, bestemte hun sig for at gå. Pigen fortalte sine forældre, at manden havde virket så trist til mode, at hun næsten selv blev ked af det, og hun kunne ikke lade være med hele tiden at vende sig om og kigge på ham, da hun begyndte at gå tilbage mod kroen. De to første gange hun vendte sig om, stod han der stadigvæk, men tredje gang var han væk – sporløst forsvundet. ”Det tog kun et øjeblik,” fortalte hun senere, ”og så var han der pludselig bare ikke!”. ”Jeg troede jeg ville møde ham igen, for han havde sådan noget sjovt tøj på, altså med en stor frakke og sådan noget. Og jeg havde også fortalt min far og mor om ham, og de ville gerne møde ham, men jeg så ham aldrig igen, selvom jeg stod og ventede på stien i lang tid.”

Glavendrup – De mystiske runesten

Glavendrupstenene er et af de arkæologisk set mest spændende steder i Danmark. Centrum i hele anlægget er en skibssætning, altså to stenrækker, der danner omridset af et af vikingernes langskibe. Om det så virkelig har haft noget med skibe at gøre, er et helt andet spørgsmål, som arkæologerne vist ikke helt kan blive enige om. I vestenden af skibssætningen står der også en stor runesten, og den er forsynet med Danmarks længste runeindskrift: ”Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønnder gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ræde vorde den, som øver vold mod denne sten eller skæver den bort til minde om en anden.” Der hviler altså med andre ord en slags forbandelse over Glavendrupstenen. Men det er ikke det eneste mærkelige på dette sted. Hele anlægget er efter sigende et astronomisk observatorium, komplet med stjernekort og det hele. På nordsiden af runestenen finder man en stor halvrund fordybning, et såkaldt skåltegn) en en række mindre, som dog er næsten udviskede. På sydsiden er der også et enkelt stort skåltegn, og her ti mindre, der dog alle er tydelige. Deres placering virker noget tilfældig ved første øjekast, men ser man nærmere efter har tegnene på nordsiden en ret så stor ligheden med stjernebilledet Lyren, og dem på sydsiden minder stærkt om stjernebilledet store hund. De to store skåltegn svarer i begge tilfælde til de pågældende stjernebilleders største stjerner – Vega i Lyren og Sirius i Store Hund. En anden af stenene i Glavendrup spiller også en vigtig rolle i denne sammenhæng. Den er hverken forsynet med runeindskrifter eller skåltegn, men i en højde på omkring 77 cm over jorden, er der boret hul igennem den. Den har uden tvivl været et stort arbejde at lave dette hul, så det må have tjent et vigtigt formål. Stenen kan være brugt som sigteapparat, og i kombination med stjernekortene på runestenen været brugt til at måle hvor højt på himlen de pågældende stjerner stod, og dermed på hvilket tidspunkt af året man befandt sig. Og selve skibssætningen kan i virkeligheden have været et slags gigantisk solur. Hvis man nemlig tænker sig, at der midt i den lange ellipseformede stenkreds har stået en høj pæl, har den kunnet fungere som en viser, hvis skygge har vandret rundt i takt med både solens vandring over himlen i dagens løb, men også ændret sig i takt med solens skiftende højde over året. Om det så virkeligt har forholdt sig sådan, og om Glavendrup anlægget virkeligt har været brugt på denne måde, er en helt anden sag – men det er da tankevækkende. Og selve stenkredsen er da også anbragt med meget stor nøjagtighed. Dens længdeakse peger stik øst-vest, mens dens korte akse peger nord-syd. Præcis vest for det hele ligger en enkelt høj, og præcis øst for det hele ligger to mindre høje. Det kan næppe være et tilfælde. Og så er der jo lige forbandelsen. Den truer først og fremmest folk, der fjerner stenen helt eller bruger den som mindesmærke over en anden end Alle. Ingen har så vidt vides nogensinde prøvet at fjerne stenen helt, men en lidt for ivrig amatørarkæolog, som engang i 1960’erne forsøgte at slå en flis af runestenen, måtte alligevel spekulere på, om ikke der var noget om snakken. Hans hammer knækkede nemlig, og den stenflis han slog af, ramte ham i panden, lige over det venstre øje. Han har stadig arret, den dag i dag.

Til koncert med Hailey

Der er ikke noget mystisk ved en koncert - men der kommer alligevel en hurtig anmeldelse her. At 25-årige new zealandske Hailey Westenra synger som en drøm kan ingen være i tvivl om efter aftenens koncert i DR's koncerthus. Hun er velsignet med en magtfuld mezzosopran, der er så ren og klar og varm, at alle Himlens engle må smile ganske huldsageligt derved. Og takket være et ganske lille strejf af hæshed, som man kun kan fornemme i ganske korte glimt, er stemmen også ualmindelig sexet, skulle vi hilse at sige - selvom det måske ikke er lige noget for englenes ører. Når man dertil lægger, at den unge kiwi virkede lidt genert og oprigtigt glad for folks klapsalver, var den samlede virkning så charmerende, at det næsten ikke var til at bære. Musikalsk set blev hun eskorteret på bedste vis af sit eget 4-mands band samt en til lejligheden indforskrevet strygekvartet fra Musikkonservatoriet, der også diverterede med egenhændige numre, når frk. Westenras stemmebånd skulle have en lille pause. Det hele klang dog allersmukkest, når den new zealandske stemmepragt fik lov til at udfolde sig helt frit og uden for voldsom og dominerende musikledsagelse. Haileys udgave af den klassiske new zealandske maori sang Pokarekare Ana, der blev sunget delvist a capella, fik mange blanke øjne frem på tilskuerrækkerne. Hendes version af Kate Bush's legendariske "Wuthering Heights" ville få selv sangerinden bag originalen til at rette sig op i stolen, og da der blev sunget Amazing Grace som et af ekstranumrene var jeg klar til at blive omvendt med det samme. Jeg har sådan set kun en enkelt anke mod hele dette orgie af vellyd og skønne klange. Udvalget af sange er altså noget rod. Bevares, de lød fantastisk allesammen, men man bliver altså musikalsk forvirret, når der springes rundt mellem gamle Fleetwood Mac numre, Joni Mitchell, variationer over Ennio Morricones filmmelodier og new zealandsk folkemusik, religiøse vækkelsessanger og så ovenikøbet med et par klassiske strygekvartetter puttet ind her og der. Lidt strammere styring næste gang Hailey, så vil det være sublimt. I aften var det bare fantastisk!

De satans oversættere!!!

The true and twisted tale of the terrible translations Vi lever jo som bekendt i et informationssamfund. Alskens trykte og elektroniske medier forsømmer sjældent en lejlighed til at fortælle os hvor fantastisk det er, og frem for alt hvor nemt og hurtigt man kan finde en artikel skrevet af en argentinsk journalist i 2004, adressen på en boghandler i Melbourne eller hvornår der sidst var en socialdemokratisk borgmester i Maribo. De selvsamme medier overdænger og også dagligt med et mylder af informationer – både ting vi kan bruge, og i allerhøjeste grad også ting vi ikke har brug for – mens de endnu en gang begejstret fortæller os hvor fantastisk den konstante informationsstrøm er. Og så er vi jo så internationale, noget så utroligt internationale. Vi kan se tv-kanaler fra nær og fjern, læse bøger fra lige så nært og mindst lige så fjernt, og på nettet er der overhovedet ingen grænser. Vi bliver så dygtige og lærer at begå os på alverdens sprog. Og skulle det knibe med sprogøret – og nu kommer vi endelig til sagens kerne – kan vi jo få tingene oversat. Bøger bliver oversat, computerne myldrer med oversætterprogrammer og både tv-serier, dvd’er og blue-rays tilbyder et overflødighedshorn af undertekster. Fantastisk! Hvorfor f….. er det meste af det så af en så himmelråbende elendig kvalitet? Det er slemt i film, serier og skønlitteratur, men det er endnu værre i fakta programmer. Hvad i alverden er meningen? Kører man bare det hele gennem Google translate, for så sparer man de penge, og skide være med forbrugerne, eller er det programchefens 10-årige datter, der er så dygtig til engelsk i skolen, som får lov til at tjene lidt ekstra lommepenge? Nu sidder der sikkert nogle derude og tænker: ”Så er det vel heller ikke værre!” Og svaret er: ”Jo!”. Vi tager nogle eksempler, så der ikke skal herske tvivl om, at det rent faktisk er et problem. Ikke alene lærer, læser, ser og hører folk en masse forkerte fakta. De får også et helt skævt forhold til andre sprog end dansk. Film: Her den anden dag kunne man i tv se den vidunderlige australske film Crocodile Dundee med Paul Hogan i hovedrollen. God underholdning, men det er godt nok svært at abstrahere fra, at udtrykket Down Under, der som de fleste burde vide, er et kælenavn for Australien, konsekvent bliver oversat som nedenunder. I selvsamme film oversættes den australske fisk barramundi til lungefisk. Det har naturligvis ikke den store betydning for hverken handling eller underholdningsværdi, men det er stadigvæk forkert. En barramundi er IKKE en lungefisk. Den slags hedder lungfish på engelsk. TV-serier: I krimiserien Bones, hvor en vigtig del af handlingen er de strengt videnskabelige indslag, er det nærmest tragikomisk at se hvor ofte oversætterne kommer totalt til kort overfor skuespillernes replikker. Og endnu værre bliver det når selv helt elementære ting bliver forkert oversat. I et af seriens afsnit, der foregår blandt rollespillere, er en person blevet myrdet mens vedkommende har været iført ringbrynje. Det hedder på engelsk chain-mail, som det ganske rigtigt også siges i afsnittet. Det har dog ikke forhindret oversætteren i at lave det om til det totalt meningsforstyrrende kæde-mail. Det kniber så ganske afgjort også med den korrekte oversættelse af slangudtryk. I et af afsnittene af komedieserien How I met your mother snakker hovedpersonerne om at der skal være en ”bad-ass wine-tasting”. Som enhver 10-årig ved er bad-ass slangudtryk for noget der er virkelig sejt. Det lader dog til at være forbigået oversætteren, der har fået det lavet om til ”dårlig vinsmagning”, hvorved hele vitsen omkring det falder totalt til jorden. Faktaprogrammer: Det værste er dog, at såkaldte fakta programmer, der om nogen burde være interesserede i at få tingene ordentlig oversat, rent faktisk er de største syndere i den retning, og med Discovery kanalen som den suverænt værste, selvom også National Geographic, der gerne gør et stort nummer ud af deres videnskabelighed også ind i mellem lader de mest eventyrlige fejl slippe igennem. Jeg mindes for eksempel et af deres programmer, der omhandlede bygningen af en stor bro, hvor der ordene ”circumference” og ”diameter” – omkreds og diameter – konsekvent var oversat forkert, så circumference blev til diameter og omvendt. Jeg kan garantere for, at det giver et helt forkert billede af hvor store bropiller er. Discovery kanalen er dog som nævnt klart den største synder. Jeg orker ikke at give en længere liste over deres brølere, der vil være for deprimerende, men alle dem der betaler for at se kanalen burde have rabat. I serien om hvordan ting bliver til ”How It’s Made” bliver lodning (soldering) nærmest konsekvent oversat til svejsning, hvilket enhver guldsmed, mekaniker eller metalarbejder vil skrive under på er to ret så forskellige ting. I et afsnit af Mythbusters lod det sig endda ikke engang gøre at oversætte en forklift (gaffeltruck) korrekt, den blev bare til truck, der jo betyder lastbil. Går vi til BBC Entertainment, for nu at tage en anden kanal, hvor fakta ofte flyver gennem luften i stort tal, jeg tænker her på quiz-programmet QI, sker der også mærkelig ting. I et afsnit, under en snak om damplokomotiver, blev udtrykket ”Stephenson’s Rocket flew” til ”Stephenson raket fløj”. På overfladen ser det tilforladeligt nok ud, men Stephensons Rocket er navnet på et lokomotiv, og mig begyndt flyver lokomotiver ikke nogen steder. Af andre fantastiske oversættelser i QI kan jeg for eksempel nævnte ”centipedes” (skolopendere) der blev til tusindben, og ”dressingroom” (omklædningsrum) der blev til teaterloge. Er der et eller andet krav om, at oversættere ikke må bruge hjernen, eller ikke behøver have nogen form for faglig stolthed? Jeg ved da godt, at der er oversættere, som gør et stort og dygtigt arbejde, men hvorfor bruger man dem så ikke noget mere, så man slipper for alt det sludder? Jeg blev heller ikke imponeret, da stand-up komikeren Lee Evans som en kommentar til sin egen evne til at svede så vandet sprøjter af ham sagde, at han burde forsynes med ”guttering”, altså tagrender. Det fik oversætteren i sin uendelige visdom til kloakering. Litteratur: Heldigvis står det bedre til i litteraturens verden, selvom der også her ind i mellem sker fuldstændigt uforklarlige brølere. Jeg ved for eksempel godt at oversættelserne af Harry Potter bøgerne er berømte i vide kredse, men de er stadig skæmmet af nogle helt utrolige fejl. I første bind er teksten på tryllespejlet for eksempel ikke oversat. Det er stadig den engelske tekst, der står i den danske bog, selvom den sagtens kunne oversættes, og trylleplanterne ”mandrakes” er blevet oversat, eller rettere ikke oversat, til mandraker, hvilket nok kan undre, når planten rent faktisk har et godt gammelt dansk navn, som kan bruges uden problemer, nemlig alrune. Afslutningsvis skal jeg lige påpege, inden andre gør det for mig, at jeg selv er oversætter. Jeg har selv siddet med mange af disse ting, og ved præcis hvor lang tid man får til det, og hvor mange penge man får for det, og jeg har da selvfølgelig også selv lavet nogle brølere ind i mellem, men så mange, så tit, og med så stor foragt for læserne og seerne? Aldrig!