Spøgelsespræsten og den onde plet

Jons Kapel på vestkysten af Bornholm nord for Hasle, er et af de mest dramatiske landskaber på Bornholm. Det er smukt i sig selv om sommeren, når solen bager, og man hører lyden af glade barnestemmer og talrige turister, der sludrer med hinanden, eller puster, når de skal op ad den lange trappe fra stranden. Men skal man se Jons Kapel, når det er mest imponerende, skal det ske på en kold efterårsdag, hvor en solid vestenstorm hamrer bølgerne ind mod klipperne. Så følger man sig lille og ubetydelig. Der går mange og ret forskellige historier om Jon og hvem han egentlig var, men de fleste er dog enige om, at han var missionær, og formentlig fra England, hvilket vil sige, at han i virkeligheden nok hed John, men lad det nu ligge. I hvertfald skulle han være kommet til Bornholm engang i 1000-tallet, enten som den eneste overlevende af et helt skib af missionærer, som Knud den Store havde sendt til Danmark fra England, eller som ene mand, sendt ud fra St. Michaels kloster i Slesvig i et forsøg på at kristne bornholmerne, som på det tidspunkt åbenbart stadig holdt fast ved den tro på de gamle nordiske guder, som var ved at forsvinde i resten af Danmark. Uanset begyndelsen endte Jon (eller John) altså med at slå sig ned på stranden foran den høje klippesøjle, der stadig bærer hans navn, og her prædikede han det kristne budskab for bornholmerne, og fik dem efterhånden omvendt. Hvor meget af dette der er digt, og hvor meget der er virkelighed, er der hvis ikke rigtigt nogen der ved, men livet har nok været hårdt for den gode Jon, så det er måske ikke så underligt, at han stadig viser sig i den naturligt formede prædikestol, som han brugte, da han var aktiv missionær. Det har ikke været mange forundt at møde Jon her henved 1000 år senere, men de som har, siger alle, at han er noget genert af sig. Står man nede på stranden foran selve klippesøjlen, sker der nemlig af og til, at man ud af øjenkrogen for øje på en mand, der står oppe i åbningen i klippesøjlen, med armene strakt op mod himlen, men ser man derefter direkte på ham, er han der aldrig. Et enkelt øjenvidne, en tysk skolelærer, kom i 1984 formentlig tættere på Jon end andre nogensinde har præsteret. Han var på vej op langs bagsiden af klippesøjlen for selv at kunne se ud over havet fra Jons prædikestol, da han i et kort glimt fik øje på en person, der allerede stod deroppe. Skolelæreren kunne se, at han havde løftet armene, så han gik ud fra, at vedkommende vinkede til familie eller venner nede på stranden. For ikke at trænge sig på, ventede han derfor lidt nede ad stien på, at den anden ville komme ned, så han kunne komme op. Efter fem minutter var der imidlertid intet sket, så skolelæreren klatrede helt op for at spørge, om det dog ikke nu kunne være hans tur til at nyde udsigten. Det var der ingen problemer med, for der var nemlig ingen andre deroppe! Et andet og betydeligt mere uhyggeligt fænomen er en såkaldt ond plet, som også findes ved Jons Kapel. Dens præcise placering er ukendt, men der findes nogle få beretninger fra folk, som på et bestemt sted ved kysten et lille stykke efter klippesøjlen, er blevet overvældet af en pludselig og intens følelse af frygt, og en stærk trang til at springe i havet eller lade sig falde ned på klipperne. Disse følelser er hver gang opstået meget brat, et vidne beskrev det som at tage et skridt ind i et iskoldt værelse, men de er også hver gang forsvundet igen lige så pludseligt, når vidnet har taget sig sammen til at gå et par skridt videre. Fænomenet er meget mærkeligt, men onde pletter er på ingen måde noget ukendt fænomen. De kendes mange steder i verden, blandt andet i England, hvor de som regel forbindes med steder, hvor folk har begået selvmord, uden at der dog nødvendigvis altid er noget belæg for denne sammenhæng.