Dr. Dampes spøgelse

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) brød sig ikke om det danske enevælde. I 1820 gik han så vidt som til at kræve, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Danmark om en demokratisk forfatning. Hvis kongen (Frederik d. 6.) sagde nej til denne anmodning, skulle man opfordre hæren til at gøre oprør. Dampe kom dog aldrig særligt langt med sine vidtløftige planer, for allerede ved den første møde i den forening, som Dampe og flere andre havde stiftet, og som skulle arbejde for afskaffelsen af enevældet, blev han arresteret og dømt til døden for majestætsfornærmelse, tilskyndelse til oprør, landsforræderi og flere andre alvorlige forbrydelser. Frederik d. 6. ændrede dog senere straffen til livsvarigt fængsel – og det var på en tid hvor livsvarigt betød præcis det. De første måneder sad Dampe indespærret på Kastellet i København, men senere blev han overflyttet til Christiansø, hvor man vel har ment, at han kunne gøre mindst mulig skade. Dampe kom til at tilbringe næsten 20 år her. Først i 1841 fik han tilladelse til også at færdes på selve Bornholm. Ved tronskiftet i 1848 blev han dog benådet, og fik lov til at færdes frit igen. Samtidig blev han tilkendt en lille pension som erstatning for det meget lange fængselsophold. Hvorvidt Dampe virkelig var en trussel mod kongemagten er svært at sige, men selv mente han, at straffen havde været ualmindelig hård og umenneskelig. Det er muligvis derfor, at han aldrig rigtig har kunnet slippe stedet igen. Selvom Dampe døde i 1867, bliver han stadig set på Christiansø og Frederiksø af og til. Han, eller ihvertfald en alvorligt udseende mand iført en lang frakke, er blevet set tre gange ved det såkaldte Lille Tårn på Frederiksø og en enkelt gang ved Store Tårn på Christiansø, som regel sent om aftenen. En enkelt gang har han dog også vist sig for en 9-årig københavnsk pige ved højlys dag. Det skete en efterårsdag i 1994, da pigen var på et endages besøg med sin familie. Familien havde slået sig ned på kroen for at spise frokost, men pigen havde fået lov til at gå på opdagelse på egen hånd. Efter at have strejfet lidt rundt, var hun endt ved den åbne plads ved Lille Tårn, hvor man kan se over til mågerne på Græsholmen. Der var helt tomt for mennesker, så efter at have kigget lidt ud over havet, bestemte hun sig for at gå tilbage til sin familie. Da hun vendte sig væk fra stenmuren, der vender ud mod havet, opdagede hun imidlertid, at der nu stod en mand næsten lige ved siden af hende, og stirrede ud over havet. Han så ud til at være i meget dårligt humør, så pigen spurgte ham, om han var ked af noget. Først svarede han ikke, men da hun spurgte ham igen, drejede han hovedet og kiggede på hende. Så rystede han ganske stille på hovedet, løftede den ene hånd, og klappede hende forsigtigt på håret. Pigen blev stående ved sigen af ham nogle få øjeblikke mere, men han sagde stadig ikke noget, og da han var begyndt at stirre ud over havet igen, bestemte hun sig for at gå. Pigen fortalte sine forældre, at manden havde virket så trist til mode, at hun næsten selv blev ked af det, og hun kunne ikke lade være med hele tiden at vende sig om og kigge på ham, da hun begyndte at gå tilbage mod kroen. De to første gange hun vendte sig om, stod han der stadigvæk, men tredje gang var han væk – sporløst forsvundet. ”Det tog kun et øjeblik,” fortalte hun senere, ”og så var han der pludselig bare ikke!”. ”Jeg troede jeg ville møde ham igen, for han havde sådan noget sjovt tøj på, altså med en stor frakke og sådan noget. Og jeg havde også fortalt min far og mor om ham, og de ville gerne møde ham, men jeg så ham aldrig igen, selvom jeg stod og ventede på stien i lang tid.”