Glavendrup – De mystiske runesten

Glavendrupstenene er et af de arkæologisk set mest spændende steder i Danmark. Centrum i hele anlægget er en skibssætning, altså to stenrækker, der danner omridset af et af vikingernes langskibe. Om det så virkelig har haft noget med skibe at gøre, er et helt andet spørgsmål, som arkæologerne vist ikke helt kan blive enige om. I vestenden af skibssætningen står der også en stor runesten, og den er forsynet med Danmarks længste runeindskrift: ”Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønnder gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ræde vorde den, som øver vold mod denne sten eller skæver den bort til minde om en anden.” Der hviler altså med andre ord en slags forbandelse over Glavendrupstenen. Men det er ikke det eneste mærkelige på dette sted. Hele anlægget er efter sigende et astronomisk observatorium, komplet med stjernekort og det hele. På nordsiden af runestenen finder man en stor halvrund fordybning, et såkaldt skåltegn) en en række mindre, som dog er næsten udviskede. På sydsiden er der også et enkelt stort skåltegn, og her ti mindre, der dog alle er tydelige. Deres placering virker noget tilfældig ved første øjekast, men ser man nærmere efter har tegnene på nordsiden en ret så stor ligheden med stjernebilledet Lyren, og dem på sydsiden minder stærkt om stjernebilledet store hund. De to store skåltegn svarer i begge tilfælde til de pågældende stjernebilleders største stjerner – Vega i Lyren og Sirius i Store Hund. En anden af stenene i Glavendrup spiller også en vigtig rolle i denne sammenhæng. Den er hverken forsynet med runeindskrifter eller skåltegn, men i en højde på omkring 77 cm over jorden, er der boret hul igennem den. Den har uden tvivl været et stort arbejde at lave dette hul, så det må have tjent et vigtigt formål. Stenen kan være brugt som sigteapparat, og i kombination med stjernekortene på runestenen været brugt til at måle hvor højt på himlen de pågældende stjerner stod, og dermed på hvilket tidspunkt af året man befandt sig. Og selve skibssætningen kan i virkeligheden have været et slags gigantisk solur. Hvis man nemlig tænker sig, at der midt i den lange ellipseformede stenkreds har stået en høj pæl, har den kunnet fungere som en viser, hvis skygge har vandret rundt i takt med både solens vandring over himlen i dagens løb, men også ændret sig i takt med solens skiftende højde over året. Om det så virkeligt har forholdt sig sådan, og om Glavendrup anlægget virkeligt har været brugt på denne måde, er en helt anden sag – men det er da tankevækkende. Og selve stenkredsen er da også anbragt med meget stor nøjagtighed. Dens længdeakse peger stik øst-vest, mens dens korte akse peger nord-syd. Præcis vest for det hele ligger en enkelt høj, og præcis øst for det hele ligger to mindre høje. Det kan næppe være et tilfælde. Og så er der jo lige forbandelsen. Den truer først og fremmest folk, der fjerner stenen helt eller bruger den som mindesmærke over en anden end Alle. Ingen har så vidt vides nogensinde prøvet at fjerne stenen helt, men en lidt for ivrig amatørarkæolog, som engang i 1960’erne forsøgte at slå en flis af runestenen, måtte alligevel spekulere på, om ikke der var noget om snakken. Hans hammer knækkede nemlig, og den stenflis han slog af, ramte ham i panden, lige over det venstre øje. Han har stadig arret, den dag i dag.