Glavendrup – De mystiske runesten

Glavendrupstenene er et af de arkæologisk set mest spændende steder i Danmark. Centrum i hele anlægget er en skibssætning, altså to stenrækker, der danner omridset af et af vikingernes langskibe. Om det så virkelig har haft noget med skibe at gøre, er et helt andet spørgsmål, som arkæologerne vist ikke helt kan blive enige om. I vestenden af skibssætningen står der også en stor runesten, og den er forsynet med Danmarks længste runeindskrift: ”Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønnder gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ræde vorde den, som øver vold mod denne sten eller skæver den bort til minde om en anden.” Der hviler altså med andre ord en slags forbandelse over Glavendrupstenen. Men det er ikke det eneste mærkelige på dette sted. Hele anlægget er efter sigende et astronomisk observatorium, komplet med stjernekort og det hele. På nordsiden af runestenen finder man en stor halvrund fordybning, et såkaldt skåltegn) en en række mindre, som dog er næsten udviskede. På sydsiden er der også et enkelt stort skåltegn, og her ti mindre, der dog alle er tydelige. Deres placering virker noget tilfældig ved første øjekast, men ser man nærmere efter har tegnene på nordsiden en ret så stor ligheden med stjernebilledet Lyren, og dem på sydsiden minder stærkt om stjernebilledet store hund. De to store skåltegn svarer i begge tilfælde til de pågældende stjernebilleders største stjerner – Vega i Lyren og Sirius i Store Hund. En anden af stenene i Glavendrup spiller også en vigtig rolle i denne sammenhæng. Den er hverken forsynet med runeindskrifter eller skåltegn, men i en højde på omkring 77 cm over jorden, er der boret hul igennem den. Den har uden tvivl været et stort arbejde at lave dette hul, så det må have tjent et vigtigt formål. Stenen kan være brugt som sigteapparat, og i kombination med stjernekortene på runestenen været brugt til at måle hvor højt på himlen de pågældende stjerner stod, og dermed på hvilket tidspunkt af året man befandt sig. Og selve skibssætningen kan i virkeligheden have været et slags gigantisk solur. Hvis man nemlig tænker sig, at der midt i den lange ellipseformede stenkreds har stået en høj pæl, har den kunnet fungere som en viser, hvis skygge har vandret rundt i takt med både solens vandring over himlen i dagens løb, men også ændret sig i takt med solens skiftende højde over året. Om det så virkeligt har forholdt sig sådan, og om Glavendrup anlægget virkeligt har været brugt på denne måde, er en helt anden sag – men det er da tankevækkende. Og selve stenkredsen er da også anbragt med meget stor nøjagtighed. Dens længdeakse peger stik øst-vest, mens dens korte akse peger nord-syd. Præcis vest for det hele ligger en enkelt høj, og præcis øst for det hele ligger to mindre høje. Det kan næppe være et tilfælde. Og så er der jo lige forbandelsen. Den truer først og fremmest folk, der fjerner stenen helt eller bruger den som mindesmærke over en anden end Alle. Ingen har så vidt vides nogensinde prøvet at fjerne stenen helt, men en lidt for ivrig amatørarkæolog, som engang i 1960’erne forsøgte at slå en flis af runestenen, måtte alligevel spekulere på, om ikke der var noget om snakken. Hans hammer knækkede nemlig, og den stenflis han slog af, ramte ham i panden, lige over det venstre øje. Han har stadig arret, den dag i dag.

Til koncert med Hailey

Der er ikke noget mystisk ved en koncert - men der kommer alligevel en hurtig anmeldelse her. At 25-årige new zealandske Hailey Westenra synger som en drøm kan ingen være i tvivl om efter aftenens koncert i DR's koncerthus. Hun er velsignet med en magtfuld mezzosopran, der er så ren og klar og varm, at alle Himlens engle må smile ganske huldsageligt derved. Og takket være et ganske lille strejf af hæshed, som man kun kan fornemme i ganske korte glimt, er stemmen også ualmindelig sexet, skulle vi hilse at sige - selvom det måske ikke er lige noget for englenes ører. Når man dertil lægger, at den unge kiwi virkede lidt genert og oprigtigt glad for folks klapsalver, var den samlede virkning så charmerende, at det næsten ikke var til at bære. Musikalsk set blev hun eskorteret på bedste vis af sit eget 4-mands band samt en til lejligheden indforskrevet strygekvartet fra Musikkonservatoriet, der også diverterede med egenhændige numre, når frk. Westenras stemmebånd skulle have en lille pause. Det hele klang dog allersmukkest, når den new zealandske stemmepragt fik lov til at udfolde sig helt frit og uden for voldsom og dominerende musikledsagelse. Haileys udgave af den klassiske new zealandske maori sang Pokarekare Ana, der blev sunget delvist a capella, fik mange blanke øjne frem på tilskuerrækkerne. Hendes version af Kate Bush's legendariske "Wuthering Heights" ville få selv sangerinden bag originalen til at rette sig op i stolen, og da der blev sunget Amazing Grace som et af ekstranumrene var jeg klar til at blive omvendt med det samme. Jeg har sådan set kun en enkelt anke mod hele dette orgie af vellyd og skønne klange. Udvalget af sange er altså noget rod. Bevares, de lød fantastisk allesammen, men man bliver altså musikalsk forvirret, når der springes rundt mellem gamle Fleetwood Mac numre, Joni Mitchell, variationer over Ennio Morricones filmmelodier og new zealandsk folkemusik, religiøse vækkelsessanger og så ovenikøbet med et par klassiske strygekvartetter puttet ind her og der. Lidt strammere styring næste gang Hailey, så vil det være sublimt. I aften var det bare fantastisk!

De satans oversættere!!!

The true and twisted tale of the terrible translations Vi lever jo som bekendt i et informationssamfund. Alskens trykte og elektroniske medier forsømmer sjældent en lejlighed til at fortælle os hvor fantastisk det er, og frem for alt hvor nemt og hurtigt man kan finde en artikel skrevet af en argentinsk journalist i 2004, adressen på en boghandler i Melbourne eller hvornår der sidst var en socialdemokratisk borgmester i Maribo. De selvsamme medier overdænger og også dagligt med et mylder af informationer – både ting vi kan bruge, og i allerhøjeste grad også ting vi ikke har brug for – mens de endnu en gang begejstret fortæller os hvor fantastisk den konstante informationsstrøm er. Og så er vi jo så internationale, noget så utroligt internationale. Vi kan se tv-kanaler fra nær og fjern, læse bøger fra lige så nært og mindst lige så fjernt, og på nettet er der overhovedet ingen grænser. Vi bliver så dygtige og lærer at begå os på alverdens sprog. Og skulle det knibe med sprogøret – og nu kommer vi endelig til sagens kerne – kan vi jo få tingene oversat. Bøger bliver oversat, computerne myldrer med oversætterprogrammer og både tv-serier, dvd’er og blue-rays tilbyder et overflødighedshorn af undertekster. Fantastisk! Hvorfor f….. er det meste af det så af en så himmelråbende elendig kvalitet? Det er slemt i film, serier og skønlitteratur, men det er endnu værre i fakta programmer. Hvad i alverden er meningen? Kører man bare det hele gennem Google translate, for så sparer man de penge, og skide være med forbrugerne, eller er det programchefens 10-årige datter, der er så dygtig til engelsk i skolen, som får lov til at tjene lidt ekstra lommepenge? Nu sidder der sikkert nogle derude og tænker: ”Så er det vel heller ikke værre!” Og svaret er: ”Jo!”. Vi tager nogle eksempler, så der ikke skal herske tvivl om, at det rent faktisk er et problem. Ikke alene lærer, læser, ser og hører folk en masse forkerte fakta. De får også et helt skævt forhold til andre sprog end dansk. Film: Her den anden dag kunne man i tv se den vidunderlige australske film Crocodile Dundee med Paul Hogan i hovedrollen. God underholdning, men det er godt nok svært at abstrahere fra, at udtrykket Down Under, der som de fleste burde vide, er et kælenavn for Australien, konsekvent bliver oversat som nedenunder. I selvsamme film oversættes den australske fisk barramundi til lungefisk. Det har naturligvis ikke den store betydning for hverken handling eller underholdningsværdi, men det er stadigvæk forkert. En barramundi er IKKE en lungefisk. Den slags hedder lungfish på engelsk. TV-serier: I krimiserien Bones, hvor en vigtig del af handlingen er de strengt videnskabelige indslag, er det nærmest tragikomisk at se hvor ofte oversætterne kommer totalt til kort overfor skuespillernes replikker. Og endnu værre bliver det når selv helt elementære ting bliver forkert oversat. I et af seriens afsnit, der foregår blandt rollespillere, er en person blevet myrdet mens vedkommende har været iført ringbrynje. Det hedder på engelsk chain-mail, som det ganske rigtigt også siges i afsnittet. Det har dog ikke forhindret oversætteren i at lave det om til det totalt meningsforstyrrende kæde-mail. Det kniber så ganske afgjort også med den korrekte oversættelse af slangudtryk. I et af afsnittene af komedieserien How I met your mother snakker hovedpersonerne om at der skal være en ”bad-ass wine-tasting”. Som enhver 10-årig ved er bad-ass slangudtryk for noget der er virkelig sejt. Det lader dog til at være forbigået oversætteren, der har fået det lavet om til ”dårlig vinsmagning”, hvorved hele vitsen omkring det falder totalt til jorden. Faktaprogrammer: Det værste er dog, at såkaldte fakta programmer, der om nogen burde være interesserede i at få tingene ordentlig oversat, rent faktisk er de største syndere i den retning, og med Discovery kanalen som den suverænt værste, selvom også National Geographic, der gerne gør et stort nummer ud af deres videnskabelighed også ind i mellem lader de mest eventyrlige fejl slippe igennem. Jeg mindes for eksempel et af deres programmer, der omhandlede bygningen af en stor bro, hvor der ordene ”circumference” og ”diameter” – omkreds og diameter – konsekvent var oversat forkert, så circumference blev til diameter og omvendt. Jeg kan garantere for, at det giver et helt forkert billede af hvor store bropiller er. Discovery kanalen er dog som nævnt klart den største synder. Jeg orker ikke at give en længere liste over deres brølere, der vil være for deprimerende, men alle dem der betaler for at se kanalen burde have rabat. I serien om hvordan ting bliver til ”How It’s Made” bliver lodning (soldering) nærmest konsekvent oversat til svejsning, hvilket enhver guldsmed, mekaniker eller metalarbejder vil skrive under på er to ret så forskellige ting. I et afsnit af Mythbusters lod det sig endda ikke engang gøre at oversætte en forklift (gaffeltruck) korrekt, den blev bare til truck, der jo betyder lastbil. Går vi til BBC Entertainment, for nu at tage en anden kanal, hvor fakta ofte flyver gennem luften i stort tal, jeg tænker her på quiz-programmet QI, sker der også mærkelig ting. I et afsnit, under en snak om damplokomotiver, blev udtrykket ”Stephenson’s Rocket flew” til ”Stephenson raket fløj”. På overfladen ser det tilforladeligt nok ud, men Stephensons Rocket er navnet på et lokomotiv, og mig begyndt flyver lokomotiver ikke nogen steder. Af andre fantastiske oversættelser i QI kan jeg for eksempel nævnte ”centipedes” (skolopendere) der blev til tusindben, og ”dressingroom” (omklædningsrum) der blev til teaterloge. Er der et eller andet krav om, at oversættere ikke må bruge hjernen, eller ikke behøver have nogen form for faglig stolthed? Jeg ved da godt, at der er oversættere, som gør et stort og dygtigt arbejde, men hvorfor bruger man dem så ikke noget mere, så man slipper for alt det sludder? Jeg blev heller ikke imponeret, da stand-up komikeren Lee Evans som en kommentar til sin egen evne til at svede så vandet sprøjter af ham sagde, at han burde forsynes med ”guttering”, altså tagrender. Det fik oversætteren i sin uendelige visdom til kloakering. Litteratur: Heldigvis står det bedre til i litteraturens verden, selvom der også her ind i mellem sker fuldstændigt uforklarlige brølere. Jeg ved for eksempel godt at oversættelserne af Harry Potter bøgerne er berømte i vide kredse, men de er stadig skæmmet af nogle helt utrolige fejl. I første bind er teksten på tryllespejlet for eksempel ikke oversat. Det er stadig den engelske tekst, der står i den danske bog, selvom den sagtens kunne oversættes, og trylleplanterne ”mandrakes” er blevet oversat, eller rettere ikke oversat, til mandraker, hvilket nok kan undre, når planten rent faktisk har et godt gammelt dansk navn, som kan bruges uden problemer, nemlig alrune. Afslutningsvis skal jeg lige påpege, inden andre gør det for mig, at jeg selv er oversætter. Jeg har selv siddet med mange af disse ting, og ved præcis hvor lang tid man får til det, og hvor mange penge man får for det, og jeg har da selvfølgelig også selv lavet nogle brølere ind i mellem, men så mange, så tit, og med så stor foragt for læserne og seerne? Aldrig!