Oberst Günther Frederik von Finecke var vist nok i bund og grund en kedelig karl. Da han sad som herren til Dallund Gods ved Søndersø på Nordfyn i begyndelsen af 1700-tallet, var han ihvertfald ikke altid lige populær. Han satte ganske vist gang i store byggeprojekter på godset. Der blev om- og tilbygget i stor stil, og det gav da arbejde til mange håndværkere, men det var også så dyrt, at der var almindelig lokal enighed om, at det kun kunne lade sig gøre med Djævelens hjælp. Obersten måtte som så mange andre før ham have solgt sin sjæl til Fanden selv, til gengæld for penge, magt og fremgang. Men man skal jo være forsigtig med hvem, man går i kompagniskab med, og i særdeleshed hvis det er Fanden. Det er som regel ham, der får det sidste ord.
Noget kunne tyde på, at de lokale fynboer havde ret, for da obersten fyldte 40, skete der en voldsom forandring med hans humør. Fra at være en stolt, hård og selvsikker mand, blev han forvandlet til en nervøs og skrækslagen skygge af sig selv, der ikke turde være alene, og som insisterede på, at der altid skulle sidde en bevæbnet vagt uden for hans soveværelse om natten. Det gik nogenlunde i en periode, men en dyster nat i 1729 døsede vagten hen et øjeblik, og det var nok til, at mørkets magter kunne få fat i obersten. To store sorte hunde med lysende øjne og flammer ud af gabet kom farende ind i værelset, greb von Finecke og daskede ham til døde mod væggene i værelset. Derefter forsvandt de ud over Søndersø med hans sjæl med direkte kurs mod Helvede.
Mærkeligt nok tog oberstens søn ikke ved lære af sin fars endeligt, for han stod vist også på lidt mere god fod med Fanden end godt var. Til gengæld var han selv klar over hvor det bar hen, og at der ikke var noget at gøre. Da hans tid kom, blev han da også afhentet på en noget mere standsmæssig måde. Der rullede nemlig en sort karet, forspændt med sorte heste op foran Dallund en sen aften. Den tog den næste generation von Finecke med sig samme vej, som de sorte hunde havde gjort det. Lokale legender vil vide, at indtil flere mennesker så den flammende karet suse hen over Søndersø.
Historien slutter naturligvis ikke her, for ikke alene obersten og hans søn blev dømt til at vandre rundt på Dallund til evige tid, de to sorte hunde holder også til i området. Obersten og sønnen er såmænd fredelige nok. De ankommer i sene nattetimer med hver sin karet til slottet, hvorefter de vandrer rundt på gangene og inspicerer deres gamle besiddelser. Det er straks værre med de sorte hunde, der holder til i parken omkring Dallund. De holder sig formentlig parat til at tage sig af andre kedelige typer, hvis der skulle dukke sådan nogle op på Dallund igen.
Man skal ikke bryde sig om at møde disse to hunde, for det betyder nemlig død og ulykke, enten for en selv, eller også for ens nærmeste. I 1934 skulle en 17-årig pige fra Odense have mødt to store sorte hunde med lysende øjne uden for Dallund. De gjorde hende ikke noget, men satte sig bare på stien foran hende, og betragtede hende længe og indgående. Pigen var naturligt nok noget rystet, da hun tog hjem og fortalte sin familie om den mærkelige hændelse. De grinede til at begynde med af hende, men to uger senere blev pigens mor alvorligt syg, og en måned senere døde hun. Pigen fastholdt til sin dødsdag i 1982, at hun virkelig havde set de mærkelige hunde, og at det ikke var noget hun havde bildt sig selv eller andre ind. Hundene skulle også være set igen i 1956 og i 1968, og muligvis også en gang midt i 80’erne. Overtro eller indbildning? Hvem ved – men måske skal man være lidt forsigtig med at gå tur efter mørkets frembrud i parken omkring Dallund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar