Den sorte hund i Dallund

Oberst Günther Frederik von Finecke var vist nok i bund og grund en kedelig karl. Da han sad som herren til Dallund Gods ved Søndersø på Nordfyn i begyndelsen af 1700-tallet, var han ihvertfald ikke altid lige populær. Han satte ganske vist gang i store byggeprojekter på godset. Der blev om- og tilbygget i stor stil, og det gav da arbejde til mange håndværkere, men det var også så dyrt, at der var almindelig lokal enighed om, at det kun kunne lade sig gøre med Djævelens hjælp. Obersten måtte som så mange andre før ham have solgt sin sjæl til Fanden selv, til gengæld for penge, magt og fremgang. Men man skal jo være forsigtig med hvem, man går i kompagniskab med, og i særdeleshed hvis det er Fanden. Det er som regel ham, der får det sidste ord.
Noget kunne tyde på, at de lokale fynboer havde ret, for da obersten fyldte 40, skete der en voldsom forandring med hans humør. Fra at være en stolt, hård og selvsikker mand, blev han forvandlet til en nervøs og skrækslagen skygge af sig selv, der ikke turde være alene, og som insisterede på, at der altid skulle sidde en bevæbnet vagt uden for hans soveværelse om natten. Det gik nogenlunde i en periode, men en dyster nat i 1729 døsede vagten hen et øjeblik, og det var nok til, at mørkets magter kunne få fat i obersten. To store sorte hunde med lysende øjne og flammer ud af gabet kom farende ind i værelset, greb von Finecke og daskede ham til døde mod væggene i værelset. Derefter forsvandt de ud over Søndersø med hans sjæl med direkte kurs mod Helvede.
Mærkeligt nok tog oberstens søn ikke ved lære af sin fars endeligt, for han stod vist også på lidt mere god fod med Fanden end godt var. Til gengæld var han selv klar over hvor det bar hen, og at der ikke var noget at gøre. Da hans tid kom, blev han da også afhentet på en noget mere standsmæssig måde. Der rullede nemlig en sort karet, forspændt med sorte heste op foran Dallund en sen aften. Den tog den næste generation von Finecke med sig samme vej, som de sorte hunde havde gjort det. Lokale legender vil vide, at indtil flere mennesker så den flammende karet suse hen over Søndersø.
Historien slutter naturligvis ikke her, for ikke alene obersten og hans søn blev dømt til at vandre rundt på Dallund til evige tid, de to sorte hunde holder også til i området. Obersten og sønnen er såmænd fredelige nok. De ankommer i sene nattetimer med hver sin karet til slottet, hvorefter de vandrer rundt på gangene og inspicerer deres gamle besiddelser. Det er straks værre med de sorte hunde, der holder til i parken omkring Dallund. De holder sig formentlig parat til at tage sig af andre kedelige typer, hvis der skulle dukke sådan nogle op på Dallund igen.
Man skal ikke bryde sig om at møde disse to hunde, for det betyder nemlig død og ulykke, enten for en selv, eller også for ens nærmeste. I 1934 skulle en 17-årig pige fra Odense have mødt to store sorte hunde med lysende øjne uden for Dallund. De gjorde hende ikke noget, men satte sig bare på stien foran hende, og betragtede hende længe og indgående. Pigen var naturligt nok noget rystet, da hun tog hjem og fortalte sin familie om den mærkelige hændelse. De grinede til at begynde med af hende, men to uger senere blev pigens mor alvorligt syg, og en måned senere døde hun. Pigen fastholdt til sin dødsdag i 1982, at hun virkelig havde set de mærkelige hunde, og at det ikke var noget hun havde bildt sig selv eller andre ind. Hundene skulle også være set igen i 1956 og i 1968, og muligvis også en gang midt i 80’erne. Overtro eller indbildning? Hvem ved – men måske skal man være lidt forsigtig med at gå tur efter mørkets frembrud i parken omkring Dallund.

Uhyrerne i Almindingen

Enhver bornholmer, eller for den sags skyld enhver, der nogensinde har besøgt den smukke ø i Østersøen, vil formentlig kunne skrive under på, at naturen her er noget ganske særligt. Går man dyrelivet efter i sømmene, finder man også mange mærkelige og specielle ting. Man kan for eksempel, som det eneste sted i Danmark, støde på den besynderlige bombarderbille, der skræmmer fjender væk med lynhurtige angreb med sprængstof og giftgas, som den fremstiller inde i kroppen. Man kan dog også risikere at støde på væsener, der ikke engang optræder på lærebøgernes sider om sjældne dyr. De ligner tværtimod langt mere dyr, der slet ikke burde eksistere.
Et af de bedste steder at gå på jagt efter mærkelige dyr, er det store skovområde Almindingen midt inde på Bornholm. Her har gode bornholmere og ivrige turister i årenes løb set mange mærkelige væsener, fra dyr som ulve, pumaer og losser, der for så vidt er virkelige nok, men som absolut ikke burde befinde sig på Bornholm, over mystisk udseende slanger og vildtlevende skildpadder, til noget der nærmest kan sammenlignes med drager i miniformat.
Indenfor den særlige gren af zoologien og folkemindevidenskaben der kaldes kryptozoologi, opererer man normalt med tre grupper dyr. OUP’ere eller Out-Of-Place dyr, det vil sige dyr, der sådan set er velkendte nok, men som dukker op på steder, hvor de ikke burde befinde sig. OUT’ere, det vil sige Out-Of-Time dyr, altså dyr der er officielt uddøde, enten totalt, eller i et bestemt område, men som alligevel insisterer på at vise sig for folk, og endelig Fab’ere, eller fabelvæsener, dyr som ikke ligner noget andet kendt levende eller uddødt væsen, men mere fabeldyr taget ud af eventyr og legender.
Almindingen kan fremvise eksempler på alle tre grupper. Der er som nævnt blevet set både ulve, losser og pumaer i Almindingens skove i lighed med flere andre steder i Danmark. De bornholmske iagttagelser er aldrig blevet lige så kendte som f.eks. den jyske puma og den fynske løve, men dyrene har åbenbart været der. Hvis ikke det drejer sig om indbildning, må man gå ud fra, at dyrene er undsluppet fra fangenskab. Det samme gælder de iagttagelser af amerikanske sumpskildpadder, der også er blevet gjort i Almindingen. Lidt mere interessant bliver det, hvis iagttagelserne drejer sig om europæiske sumpskildpadder. De uddøde efter sigende i Danmark i slutningen af bronzealderen, men siden sidste halvdel af 1990’erne har man, efter en række fund af tilsynelandende vildtlevende sumpskildpadder i Midtjylland, diskuteret om denne art måske har overlevet i det skjulte alligevel. Det kan derfor godt betale sig at se nærmere efter, hvis man skulle se en skildpadde i det bornholmske.
Det hele bliver dog endnu mere spændende og mystisk, når man går til den sidste gruppe. Hvad skal man for eksempel mene om de dragelignende væsener, der er blevet set flere gange i de tættere dele af Almindingen, men også i udkanten af Bastemosen og ved Ølene? De er efter beskrivelserne omkring en halv til trekvart meter lange, har store øjne og en lille men tydelig takket kam hele vejen ned ad ryggen og halen. De eneste nulevende dyr, der minder bare en lille smule om dem, er havleguanerne på Galapagos-øerne, og tuataraerne fra New Zealand, og det er svært at forestille sig, at eksemplarer af en af disse to arter på en eller anden måde skulle have fundet vej til Bornholm. Men hvad er det så? Den besøgende som en dag tager et billede af et af disse dyr, eller måske finder et ihjelkørt eksemplar, og bringer det til videnskabens og offentlighedens kendskab, vil nok opnå en vis berømmelse.
Almindingens mærkeligste dyr er dog nok et underligt tykt salamanderagtigt dyr, der ved første øjekast minder om en meget stor og tyk stålorm, et dyr der i parantes bemærket er ret almindeligt på Bornholm. Nærmere eftersyn af dyret viser dog, at det har små tynde ben, en kraftig krop, og en kort tyk hale. Dette underlige væsen er kun set ganske enkelte gange, men sjovt nok har man iagttagelser af et tilsvarende væsen fra de svejtsiske og østrigske Alper. Her går det under navnet tatzelwurm. Videnskaben har dog slet ingen bud på, hvad det kan være.

Danmark er et mystisk land

Der sker da ikke noget spændende i lille Danmark, vel? Jo, der gør. Danmark er et både spændende og mystiske land, og selvom det virker som om det altid er i andre lande man hører om ufoer, spøgerier, søslanger og alle mulige andre mærkelige væsener og begivenheder, så sker der altså også noget her i landet. Det vil jeg begynde at skrive om her på stedet. Jeg håber det vil fornøje, forundre og måske endda provokere lidt ind i mellem.