Øresund var, specielt før i tiden inden moderne færger gav sig til at sejle farvandet tyndt, et glimrende fiskeområde, hvor en flittig fisker kunne gøre gode og store fangster. Ind i mellem kunne de dog også gøre højst mærkelige fangster. I 1550 var der således en fisker, som fik noget yderst mærkeligt i sine garn. Det var en stor fisk, men en fisk som ingen havde set magen til før. Den var stor som et menneske, havde et hoved som en glatbarberet mand, og en klædning som en munkekutte, men den var beklædt med skæl. Den havde også to lange finner i stedet for arme.
Da fiskeren kom i land og fik fremvist sin fangst, var der ingen tvivl. Han havde fanget en af de legendariske sømunke, mærkelige væsener, som man kunne se beskrivelser af i datidens lærde værker. En så betydningsfuld fangst kunne naturligvis ikke bare ende på fiskemarkedet, så derfor blev der sendt besked til kongen, Christian den 3. som med det samme bad om at få det mærkelige væsen forevist.
Kong Christian studerede det mærkelige væsen med stor interesse, og han fik endda sat det ud i voldgraven omkring sit slot, hvor det svømmede langsomt frem og tilbage, mens det frembragte ”nogle dybe suk, som udtrykte den dybeste sorg og kval”. Kongen prøvede flere gange at tale med sømunken, men den sukkede bare og svømmede videre. Der blev også sendt bud efter en præst i håbet om, at han måske kunne komme i kontakt med sin marine kollega. Men han havde heller ikke heldet med sig. Selvom han prøvede at tiltale sømunken på latin, svarede den ham heller ikke.
Efter tre dages forløb døde sømunken, stadig uden at have sagt et ord. Kongen var ked af, at han ikke fik talt med det mystiske væsen, men sørgede i det mindste for, at det fik en god og kristen begravelse. Desværre fortæller kilderne ikke noget om hvor sømunken kom i jorden, for det ville uden tvivl interessere mange forskere.
Historierne om denne, såvel som andre sømunke, levede videre i mere end 300 år, før der endelig var nogen som fandt løsningen på gåden om disse mystiske væsener. Var de virkelighed, eller et resultat af indbildning og ønsketænktning, eller måske ligefrem en form for bedrag, der skulle vende folks interesse mod kirken?
Det blev en dansk naturforsker, der blev sømunkenes banemand. I 1853 fik Japetus Steenstrup muligheden for at undersøge en sømunk nærmere, da et tilsvarende væsen strandede ved Ålbæk Strand i Nordjylland. Her viste undersøgelserne, at det i virkeligheden drejede sig om kæmpeblæksprutter. Det der lignede en munkekutte var blækspruttens ydre hylster, den såkaldte kappe, og skællene var i virkeligheden dyrets farvemønster, resten var ønsketænkning. Og de dybe suk som kong Christians sømunk udstødte, var lyden af det vand, den pumpede gennem kroppen, når den svømmede rundt i voldgraven. For at havdyr har det sikkert ikke været behageligt at svømme rundt i snavset ferskvand.
I vore dage ser man ikke meget til kæmpeblæksprutter eller sømunke i Øresund. Trafikken er for stor til den slags, og dyrelivet holder sig inden for mere ordinære rammer. Men man kan jo aldrig vide, hvad der en dag skyller op på stranden et eller andet sted. Og en kæmpeblæksprutte er altid interessant. Selvom vi i dag ved, at de eksisterer, er disse store dyr stadig nogle af verdenshavenes mest ukendte indbyggere.
